Home | Kontakt | English | RSS

Hvordan bliver designere attraktive som service-innovatører i den offentlige sektor?

Gitte Just, direktør, Danish Design Association

Lyder spørgsmålet i den stafet, som jeg har overtaget fra Christian Bason, innovationschef, MindLab.

Spørgsmålet stiller skarpt på en meget aktuel dagsorden i designbranchen, hvor branchen kontinuerligt arbejder på at sikre, at såvel den offentlige som den private sektor er bekendt med den værdi, som design kan bidrage med i innovationsudviklingsforløb.

Leveringen af designydelserne har ændret sig radikalt gennem de seneste år, hvilket har trukket  designdisciplinerne i nye retninger med større fokus på analyse, strategi og systemer, hvilken er en realitet, som både kan aflæses på designskolernes pensum og som afspejles i de ydelser, som designvirksomhederne i højere grad tilbyder og leverer.

I den udvikling er der opstået en barriere for at formidle potentialet ved at bruge design som strategisk udviklingsmetode, da design for mange designkøbere uvægerligt er forbundet med nogle bestemte genstandes form og funktion.

For at designere bliver attraktive service-innovatører skal den opfattelse ændres. Det stiller krav til  designbranchen, som skal være dygtige til at formidle og beskrive indholdet i designydelsen og sandsynliggøre, hvilken værdi design genererer. Hvad enten værdien tilføres materielt eller immaterielt, kan potentialet i design for alvor udløses, såfremt den vœrditilvækst, der opnås ved at anvende design, kan beskrives.

Designbranchen skal hjælpe offentlige ledere og ansatte til at få øjnene op for potentialet i design og designthinking ved at styrke dialogen i snitfladerne mellem kompetencer og faggrupper. Det kan de bl.a. gøre ved at visualisere, at udviklingsprocessen stiller krav til fastholdelse af fokus og viljen til at gå hele vejen for at opnå nye og forbedrede løsninger.

Det kræver fra den offentlige sektors side, at innovationsudvikling sættes øverst på dagsordenen, og at offentlige ledere og ansatte forstår potentialet ved at anvende design til at skabe helhedsløsninger med udgangspunkt i brugenes behov.

Print Tip en ven

Gitte Just

Gitte Just
Direktør, Danish Design Association

www.danishdesignassociation.com

Næste stafet

Stafetten går næste gang videre til direktør Lars B. Goldschmidt, DI, med spørgsmålet:


”Hvordan får vi industrien til at anvende design som strategisk innovationsmetode?”

Senest opdateret: 03/05/10 , © Alexandra Instituttet A/S