Sådan arbejder netværket
Danske virksomheders arbejde med produktudvikling og innovation kan blive langt mere brugerdrevet. Derfor har en række virksomheder og forskningsinstitutioner, med støtte fra Videnskabsministeriet, etableret netværket for forskningsbaseret brugerdrevet innovation. Netværket samler forskere og virksomheder omkring brugerinvolvering - på alle niveauer i innovationsprocessen.
Netværket er et forum, hvor virksomheder mødes med forskere med spidskompetencer på områder som brugerinvolvering i designprocesser, innovationsledelse, brugerforståelse og viden om ny teknologi i brugerperspektiv.
Deltagerne bestemmer
Netværkets medlemmer kan deltage i netværkets aktiviteter - enten gratis eller til nedsat pris. Og ikke mindst er det medlemmerne der definerer, hvad netværket skal fokusere på. Netværksaktiviteterne tager netop udgangspunkt i virksomhedernes ønsker og behov omkring brugerdrevet innovation.
Hvem forventes at deltage?
Netværket henvender sig både til ledere og udviklere. Og netværket vil både hjælpe dem, som allerede praktiserer brugerdrevet innovation og ønsker at blive endnu bedre til det, og de virksomheder og brancher, der er "nybegyndere" i brugerdrevet innovation.
Hvor meget tid skal der bruges?
Jo mere tid man investerer, jo større bliver udbyttet. Medlemmer kan vælge at deltage sporadisk i enkeltstående konferencer, workshops og på-vej-hjem-møder. Ønsker man at engagere sig dybere i f.eks. et case-forløb eller i udviklingen af et konkret projekt, så stiger tidsforbruget tilsvarende.
