Avanceret kryptologi, udviklet i et datalogisk forskningsprojekt,
skal nu bringes i kommerciel anvendelse, bl.a. i den danske og europæiske
landbrugssektor. Partisia Market Design hedder den nystartede virksomhed, der
skal videreudvikle og sælge den unikke sikkerhedsløsning. Alexandra
Instituttet står bag.
- Vi har en vision om at følge vore forsknings-
og udviklingsprojekter hele vejen frem til en kommercialisering, forklarer Martin
Møller, vicedirektør i Alexandra Instituttet.
- Der er kommercielt
potentiale i alle vores projekter, og i nogle af dem udnytter vi potentialet
bedst ved at etablere en virksomhed i kølvandet på projektet. Det
gør vi nu med Partisia.
Sukkerroe-auktion
Partisia udspringer af forskningsprojektet
SIMAP på Datalogisk Institut, Aarhus Universitet.
- Projektet har udviklet
en teknologi til “secret sharing”, der kort fortalt muliggør,
at man kan dele en hemmelighed med andre uden at røbe den, forklarer innovationschef
i Alexandra Instituttets indsatsområde it-sikkerhed, Jakob Illeborg Pagter,
der også fungerer som Partisias tekniske chef.
- Teknologien kaldes Secure
Multiparty Computing. Ved at fordele en beregning ud over et antal forskellige
computere kan man opretholde fortroligheden i de informationer, hver enkelt aktør
lægger ind i systemet. Systemet kan sammenlignes med Kapajn Klos skattekort,
der kun har værdi når alle dele af kortet er samlet.
I december 2007
blev teknologien for første gang nogensinde taget i praktisk anvendelse.
Systemet afviklede Danisco-koncernen og de danske sukkerroedyrkeres årlige
kontraktbørs for handel med sukkerkontrakter.
Betroet tredjepart
Ved auktioner
af samme type som kvotebørsen udpeger deltagerne traditionelt en såkaldt ”betroet
tredjepart”, der modtager budene og foretager de nødvendige beregninger.
Men ofte kan deltagerne ikke blive enige om at udpege denne tredjepart, fordi
man ikke vil røbe sine hemmeligheder. F.eks. viser den enkelte landmands
bud noget generelt om hans økonomiske forhold, som han hverken vil afsløre
over for andre landmænd eller over for den centrale aftager af sukkerroerne,
Danisco.
Nu krypteres auktionsdeltagernes bud, inden de sendes til systemet.
Når systemet herefter sammenligner og beregner budene, sker det på de
krypterede input, og uden at indholdet afsløres over for omverdenen.
Dataloger
og økonomer
Det avancerede auktionssystem er blevet skabt i et tværfagligt
samarbejde mellem dataloger med forstand på kryptering og økonomer
med forstand på det der i fagsproget kaldes ”market design”.
Samarbejdet
fortsætter i spin-off virksomheden, der er døbt Partisia
Market Design (en sammentrækning af de to græske ord ”partio” – at
dele - og ”fiducia” – tillid). Nu vil folkene bag Partisia
tilbyde deres løsning til andre tilsvarende auktioner og børser.
-
Med sukkerroe-auktionen har vi vist, at systemet fungerer og er robust, forklarer
Kurt Nielsen, lektor på Fødevareøkonomisk Institut, Københavns
Universitet, og direktør i Partisia.
- Nu går vi efter lignende
sukkerroe-auktioner i andre europæiske lande, og desuden fokuserer vi på auktioner
i den danske landbrugssektor. Derudover er Partisia-teknologien velegnet til
offentlige udbud. OECD har beregnet, at der hvert år svindles for milliarder
inden for offentlige udbudsforretninger, fordi den betroede tredjepart lækker
fortrolige oplysninger. Vi mener, at Partisia kan eliminere en del af denne svindel.
-
Det, vi kan tilbyde, er sikre løsninger og ikke mindst en mere kosteffektiv
sikkerhed. Hidtil har man skullet inddrage revisorer og specialiserede konsulenthuse.
Nu kan vi gøre det enklere og billigere – og sikrere.
Samarbejde
om kunder
Ifølge Kurt Nielsen råder Partisia over en unik teknologi.
Men den nystartede virksomhed har af gode grunde ikke nogen unik markedsposition
endnu. For at komme tættere på kunderne vil man arbejde sammen med
aktører, der har en etableret markedsposition på de fokusområder,
Partisia har udpeget.
Om et år regner folkene bag Partisia med at have
en håndfuld kunder i porteføljen.
- Med sukkerroe-auktionen har
vi bevist, at systemet fungerer i praksis. Nu vil vi skræddersy Partisia
til tilsvarende auktioner i andre brancher. Når vi har nået dette
mål, har vi et springbræt til at få en investor ind, der så kan
etablere en decideret salgsorganisation. Derefter får vi muligheden for
at brede Partisias kerneteknologi ud til andre anvendelsesområder.
Læs mere om Partisia på virksomhedens eget website her.
Direktør Kurt Nielsen kan kontaktes her:
Mobil 26 18 19 71
E-mail kurt.nielsen@partisia.com |
|

Forsiden af Partisia-sitet

Med
sukkerroe-auktionen har vi vist, at systemet fungerer og er robust, forklarer
Kurt Nielsen, lektor på Fødevareøkonomisk Institut, Københavns
Universitet, og direktør i Partisia.
- Nu går vi bl.a. efter lignende sukkerroe-auktioner i andre europæiske
lande.
-
Projektet har udviklet en teknologi til “secret sharing”, der kort
fortalt muliggør, at man kan dele en hemmelighed med andre uden at røbe
den, forklarer innovationschef i Alexandra Instituttets indsatsområde it-sikkerhed,
Jakob Illeborg Pagter, der også fungerer som Partisias tekniske chef.
|